Lej en Lamborghini.  Eller lad være :-).

Nedenstående er en artikel skrevet til klubbladet for Saab Klub Danmark.

Update: 
Kør selv en Lamborghini Gallardo Spyder en hel dag for 7000 kr. (1350 dollars).
Kør selv en Lamborghini Gallardo Superleggera en hel dag for 7000 kr. (1350 dollars).
Kør selv en Ferrari 360 Spyder en hel dag for 5800 kr. (1125 dollars).
Kør selv en Bentley Continental GT en hel dag for 4600 kr. (895 dollars).
Kør selv en Ferrari 355 Spyder en hel dag for 3900 kr. (765 dollars).
Kør selv en Mercedes E55 AMG (500 hk)  en hel dag for 1600 kr. (315 dollars).

Jeg bliver jævnligt kontaktet af folk, som har læst min artikel herunder.
De er åbenbart ikke blevet skræmt af mine oplevelser og vil derfor - som jeg - også gerne have en hel dag i en superbil.
Derfor har jeg nu fået en aftale med det udlejningsfirma i stand, som jeg selv benyttede.
Det betyder, at du kan få 10% rabat på de i forvejen MEGET billige udlejningspriser.
Priserne herover ER fratrukket rabat.
Bilerne kan køres i området omkring Los Angeles og San Fransisco.
Det er halv pris af, hvad det koster i Syd-Frankrig.
Send mig en mail og jeg vil straks sætte dig i kontakt med firmaet i USA.
De danske priser er udregnet med den aktuelle dollarskurs sept. 2011.


  • Fra Saab cab til italiensk fuldblod

    eller

    Sådan får du en gratis tur i en Lamborghini Gallardo Spyder på Sunset Boulevard.

     

    Det hele startede i 2005, da jeg importerede min sorte Saab 900 cab. Her startede mine sønners interesse for specielle biler.

    Jeg er blevet rost mangen en gang for at bringe dem til skole i cabben. Det giver lige som lidt mere street credit, end da det foregik i min tidligere udslidte Golf 2´er, der ikke havde to karosseridele i samme farve.

    En af mine drenges lærere fortalte engang, at der næsten havde været stående ovationer fra skolens elever, da jeg hentede min yngste søn hjem fra lejrskole i cabben. Og så var den ikke engang poleret.

     

    Mine drenges interesse for superbiler blev selvfølgelig heller ikke mindre af flere ture til Monaco og fabriksbesøg hos Maserati, Ferrari, Pagani og Lamborghini. Alt sammen foregik i den gode gamle Saab 900 cabriolet.

    Tillige har vi besøgt mangen en biludstilling. Bl.a. Frankfurt-udstillingen, som vi rundede af ved at snegle os rundt på Nürburg-ringen, men det er en anden historie, der kan læses i et ældre nummer af klubbladet.

     

    Min yngste søn Rasmus skulle konfirmeres i maj 2009.

    Her til skulle der fremstilles en ønskeseddel, og til farens store tilfredshed var det eneste ønske en tur i en superbil. Ikke noget med en runde på Jyllandsringen med en fremmed mand bag rattet. Nej, det skulle være med far som chauffør.

     

    I mit stille sind ville jublen ingen ende tage. Nu skulle drømmen måske endeligt leves ud.

    På trods af min egen livslange interesse for superbiler er det tætteste, jeg har været på en tur i en sådan en prøvesidning i en Ferrari 308, som Smedegård fra klubben havde holdende i sit vinterhi for nogle år siden.

     

    Rasmus og jeg gik nu til min kone og forelagde den "lange" ønskeseddel.

    Som følge af denne var det heldigvis svært at finde modargumenter. Så på trods af indvendinger om, at det var noget pjat at ønske sig noget, man ikke kunne bevare som et fysisk minde om ens konfirmation, var hun med på ideen.

    Yes. Så var banen åben for at undersøge markedet for udlejning af superbiler af en dags varighed.

     

    Danmark blev hurtigt opgivet. Tyskland ligeså, da klimaet jo er meget lig det danske. Der er altså ikke meget grin ved en dag i en superbil i pjask regnvejr. Radaren pejlede sig frem til Sydfrankrig, hvor udvalget var stort og sikkerheden for godt vejr høj.

     

    I mellemtiden havde min bror - med sin familie - fået bopæl i USA, og da han inviterede mine to drenge på besøg, var jeg hurtig til også at invitere min kone og mig selv.

    Nu var der pludselig et helt nyt udlejningsmarked, der skulle undersøges.

    Til min store glæde var priserne det halve af, hvad det kostede i Sydfrankrig.

     

    Jeg fandt frem til et firma i Los Angeles og valget faldt på en orange Lamborghini Gallardo Spyder.

    Jeg fik mailet billeder over fra firmaet, og Rasmus blev selvfølgelig ellevild, da han som konfirmationsgave fik et gavekort til en dag i bilen.

     

    Og som jeg sagde i min konfirmationstale til ham, så skulle han på tur i bilen med far bag rattet fordi: "Some one has got to do the hard work".

     

    Efter et par måneder stod vi så endelig på en hotel-parkeringsplads i bydelen Calabasas lidt uden for Los Angeles for at tage imod bilen, som blev leveret til os.

    Her løb vi så ind i de første problemer.

    På trods af, at jeg havde snakket med banken, inden vi tog af sted, og havde fået gjort mit kreditkort klar til lejen af lamboen, blokerede det selvfølgelig. Nu begyndte koldsveden at løbe mig ned ad ryggen, og havde det ikke været for min brors kreditkort - som gik glat igennem - er jeg ikke sikker på, at Rasmus nogensinde havde tilgivet mig.

     

    Inden, jeg skulle køre de første korte ture med min ældste søn og mine to nevøer, var det tid for en lille instruktionstur med Michael fra udlejningsfirmaet.

     

     

    ”Så alle børn. Kan I nu stå pænt og vente på, at jeres lærer kommer tilbage. Ikke noget med at mase frem i køen”

     

    Sådan en Lambo er ikke noget, man "bare" sætter sig ind i. Det er et håndsyet jakkesæt, man tager på.

    Kabinen er intim, og knapperne i kabinen føles lækre og stramme. Dog var jeg noget skuffet over spjældene til friskluftsdyserne, som må have været det billigste plastikskrammel VW - der i en parentes bemærket ejer Lamborghini – kunne finde på de bagerste lagerhylder i Skodas fabrik fra tiden bag det gamle jerntæppe.

    Bilen var ikke som forventet stiv som en gammel sørøvers træben, men opførte sig overraskende komfortabelt. Den havde også en smart hæve/sænke anordning til at forcere vejbump.

     

    Michael nævnte godt nok noget med, at man kunne komme ud for at skulle nulstille e-gearet, men det hørte jeg ikke så meget efter. Nu skulle der fandme snart køres Lambo "for real".

    Michael kørte med en kollega tilbage til udlejningsfirmaet, og jeg startede med at give min ældste søn og mine to nevøer ture på skift.

    Da der er politi overalt i LA, var det aldrig over fartgrænsen, men i stedet accelerationer vi gjorde i.

     

    Stor var min fryd, da jeg efter nogle af de første ture trillede forbi det mijøbevidste Californiens ynglingsbil nummer et. En Toyota Prius som var blevet taget for speeding. Jeg rullede forbi med 15 miles i timen og jokkede sømmet i bund. Det mest herlige vræl lød fra udstødningen hele vejen op mod fartgrænsen på de 55 mph. Betjenten gav mig thumps up, og Priusejeren sendte meget onde blikke tilbage mod os. Så ku' han lære det den miljøhippie.

     

    Endelig blev det Rasmus' tur. Vi sagde til resten af familien, at vi ville være hjemme igen inden for 5 til 10 minutter.

    Vi kørte lidt væk fra hotellet for at finde en stille villavej, hvor vi kunne lave nogle fede accelerationer uden at have betjente i nærheden.

     

    ”Vi er tilbage om 10 minuttermor”. Ja, ja. Rasmus og jeg blev klogere.

     

    Kort tid efter rullede vi ind til siden på en sådan, for lige at slå kalechen ned.

    Nu var vi klar, og jeg vippede på kontakten til e-gearet for at sætte bilen i første. Ingenting skete. Den stod stadig i frigear. Jeg prøvede flere gange men stadig intet skete. Damn.

    Jeg kunne nu huske, at Michael havde nævnt, at man kunne nulstille e-gearet ved at slukke og tænde bilen. Det hjalp bare ikke en pind. Nå, men så kunne jeg da ringe til ham for at få hjælp. Frem med min mobil, men intet signal.

    "Hvad".

    Her står man i en af verdens største byer, og så er der ikke noget mobilsignal. Hmm. Kunne det være den af min ældste søn - for fem år siden - aflagte mobil, der var stået af?

    Jeg besluttede mig noget nervøst for at lade Rasmus blive ved bilen, mens jeg gik ned ad gaden for at se, om jeg kunne fange noget signal. Efter 1 km gav jeg op og gik tilbage mod Rasmus og bilen. Da jeg kom frem, prøvede vi gearet igen. Det var stadig helt dødt.

    Huu ha. Nu var gode råd dyre. Hvad fa´en skulle vi gøre. Der var mindst 5 km til hotellet, og her stod jeg sammen med Rasmus ved siden af en orange Lambo, der var lige så sprudlende som en italiensk operasanger, der for længst har overskredet sidste salgsdato.  

     

    Jeg overvejede at gå tilbage til hotellet for at låne min brors mobil. Men straks tænkte jeg på selvrisikoen ved tyveri af bilen, som var på størrelse med min årsløn.

    Mildest talt havde jeg det heller ikke særlig fedt med at lade min 14 årige søn blive tilbage ved bilen for at undgå tyveri.

     

    I samme øjeblik, som tankerne fløj rundt i hovedet på mig, hørte vi bremserne hvine på en stor truck med fem unge mexicanere hængende ud af vinduerne, som vi kender det fra amerikanske ungdomsfilm.

    "Hey marrn. You need some help", råbte de til os.

    Nervøs for at de ville stjæle bilen, fik jeg forklaret dem vores problem.

    "Gå 100 meter i den modsatte retning, så får du signal".

    Doooh. Så føler man sig lidt dum.

    De kørte videre, og stor var min lettelse, da jeg fik fat i Michael.

    "Du skal bare aktivere centrallåsen og lade bilen være slukket i et kvarter, så virker gearkassen igen", fik han mig forklaret. Efter 15 min. drejede jeg nervøst nøglen og prøvede at sætte bilen i første gear.

    Aldrig har et ettal i et display set så godt ud. Bilen var kommet ud af frigear og med et vræl, der helt sikkert vækkede alle forstadsfruerne fra deres siesta, forlod vi endelig villavejen i en herlig dunst af brændt gummi.

     

    Da vi langt om længe nåede tilbage til hotellet, var der gået halvanden time. Familien havde gjort sig forestillinger om både kriminelle bander og længden på fængselsstraffen i Californien for at køre over 300 km/t.

     

    Kort tid efter begav vi os sydover - på en af mig hjemmefra planlagt tur - igennem en lille nationalpark med smalle snoede bjergveje ned mod Malibu. Jeg havde derhjemme tænkt, at der nok ikke var meget ved at køre Lambo en hel dag inde i Los Angeles by.

    Min bror kørte med resten af familien forrest i en MPV, efterfulgt af Rasmus og jeg i Lamboen.

     

    Vejen var helt, som vi havde håbet. Øde, intet politi og små lækre sving.

    Pludselig kunne vi se en tunnel nogle få 100 meter foran os. "Hurtigt", sagde jeg til Rasmus, mens jeg satte farten ned. "Frem med mobilen og tænd for videooptageren".

    Vi listede os hen mod tunnelen, og Rasmus gav mig thumps up, som tegn på at videoptageren kørte. Vi kom ind i tunnelen, og som Theodor i filmen Bjergkøping Grand Prix forsøgte jeg at træde sømmet helt ned under gulvbrædderne.

    E-gearet lavede nu automatisk to små mellemgaslyde:

    ”Wroom wroom”, efterfulgt af et øresønderrivende: 

    "Buaaaaaaarp".

    En lyd, som er fuldstændig ubeskrivelig, fyldte vores øregange. Det nærmeste man kommer, må være en F16-jager lige hen over hovedet. Lyden var ufattelig høj, og nærmest i ekstatisk chok pumpede adrenalinen ud i hver en krog af vores kroppe og pressede os ubevidst dybt ned i de læderbetrukne sæder.

    Et splitsekund senere mødtes vi af et blændende lys, da vi nærmede os enden af tunnelen.

    I et kort øjeblik var vi helt stille, mens chokket fortog sig.

    Vi kiggede kort på hinanden og brød herefter ud i et fælles jubelbrøl over en oplevelse, der ikke kan sammenlignes med noget andet.

    Og dog. Men en sådan beskrivelse hører vist ikke hjemme i et klubblad for gamle Saaber.

     

    Forresten kan tunnelvideoen ses på youtube ved at søge på ”Rasmus i Lambo”.

    Som rigtig mand hører du selvfølgelig videoen gennem hovedbøffer for fuld udblæsning.

     

    Min bror, drengene og jeg blev hurtigt enige om, hvad aftenen skulle bruges til, når vi havde gennemført dagens øvrige program. Den netop overståede oplevelse skulle de andre ikke snydes for.

     

    Næste stop var nu en restaurant, jeg havde fået anbefalet af udlejningsfirmaets sekretær. Et fantastisk sted nede ved Stillehavet, hvor man sidder helt ude på stranden med fødderne nede i sandet.

    På restaurantens p-plads fuckede e-gearet op igen. Nu kendte vi jo rutinen, hvorfor det bare var at vente 15 minutter, inden vi igen kunne sætte bilen i gear og dernæst fä den parkeret.

    Efterfølgende var der lidt ventetid, inden vi kunne gå til bords på restauranten.

     

     

    Gudeskøn ser hun ud, men næste gang tager jeg altså hende med hornbrillerne og flade sko i stedet for den storbarmede blondine på stiletter.

     

    Jeg stod alene ved bilen, mens resten af familien soppede nede ved Stillehavet. En far med hans to drenge på mellem 8 og 10 år kom hen mod mig samtidig med, at jeg "tilfældigt" fiskede nøglen op ad lommen, låste bilen op og smed min overtrøje ind. 

    "Waaau. Is that your car", råbte drengene i kor.

    Jeg overvejer mit svar et kort øjeblik, men hva' fa´en. Nu havde jeg betalt en pæn slat penge for leje af bilen. Så havde jeg vel også lov at lege "rich guy for a day".

    Jeg skubbede mine fake Armani solbriller (købt for 5 euro) op i panden og kiggede let nonchalant på dem, mens jeg med min dybeste og mest cool stemme svarede. "Yeaaah. Sure it is".

    De to drenge sagde straks: “Are Dad. Why are we not that rich so we could get such a cool car”.

    Jeg lod dem blive i illusionen uden at indvie dem i en folkeskolelærers årsløn, de skyhøje danske skatter, moms på 25 pct. og verdens højeste bilafgifter.

     

    ”Hverken Batman eller Tandfeen kunne hjælpe os ud af LA´s slum”

     

    Efter at vi alle havde indtaget frokost, var næste stop Walk of Fame (hvor alle de kendte har deres flise) i Los Angeles.

    Vi kørte langs med kysten ind mod LA og fortsatte op ad Sunset Boulevard i strålende solskin, 25 grader og en kølig brise fra Stillehavet.

    Mein Gott. Hvad mere kunne man ønske sig.

    Nå jo. En Lambo som ikke kludrer i e-gearet igen. Heldigvis gik bilen i gear med det samme, efter jeg havde slukket og startet den.

     

    En ting kan jeg godt afsløre her. Hvis du søger anonym transport, er en orange Lambo Spyder ikke det rigtige befordringsmiddel.

    Bortset fra en enkelt rockerlignende persons gestikulationer, mødte vi kun stærk positiv respons.

    Han prikkede sin pegefinger på panden for med kropssprog at udtrykke, hvor dumme vi var, og havde det ikke været fordi, han havde sine fedladne børn på slæb, er jeg sikker på, vi havde fået en ordentlig omgang tæsk. En lidt rystende oplevelse som jeg aldrig har været ude for med min Saab cab.

     

    Bortset fra dette enkelte fjols hang folk storsmilende ud af vinduerne, råbte ”Nice car” og lignende til os. Sørme om ikke også de lokale homies på fortovet applauderede, da jeg ved et lyskryds slap samtlige 510 italienske heste løs i et infernalsk vræl.

     

    Selv i Beverly Hills stoppede folk med at filme stjernernes boliger. I stedet rettede de kameraet mod den orange Lamborghini og knipsede løs. Min søn følte sig som en rigtig filmstjerne, og det var lige før han begyndte på det for os danskere så velkendte royale vink.

     

    Nå, men efter at have set Beverly Hills, var stemningen jo høj. Vi drejede igen ned på Sunset Boulevard for lige at æde det sidste stykke ind mod Walk of Fame.

    Og så skete det igen. Bilen kunne ikke komme ud af frigear. Midt på Sunset Boulevard. Jeg slukkede og tændte bilen hurtigt i håb om, at den kunne komme i gear. Nixen. Jeg prøvede desperat at slukke og tænde igen. Ingen respons.

    Fuck fuck fuck. ”Hvad gør vi nu”? tænkte jeg. ”Man kan da ikke holde 15 minutter på Sunset Boulevard og vente på, at en Lamborghinis e-gear skal nulstille sig”.

    Inden, jeg nåede at tænke færdig, var der bag os dannet en kø  - så lang som ventetiden ved dametoiletterne til en Robbie Williams koncert - af aggressive millionærer, popidoler og filmstjerner på vej hjem fra arbejde.

    Rasmus og jeg tog en hurtig beslutning. Vi åbnede begge dørene, steg hurtigt ud og i samme øjeblik var bilens 510 hestekræfter afløst at to splejsede blegfesne skandinavere, som i best case skubbede og masede med en styrke på en kvart hestekraft for at få den orange tyr væk fra Sunset Boulevard. Pludselig ændredes den ophidsede tone fra vore medtrafikanter sig til en lettere opløftet stemning.

    Godt nok må de være vant til lidt af hvert de amerikanere, men det syn de var vidne til denne solbeskinnede eftermiddag i juli, var nok alligevel ikke hverdagskost på de kanter.

    Det hjalp nok også lidt, at jeg råbte:

    "Nice looks, but don't ever buy a Lamborghini" til de nærmeste.

    Min søn og jeg er nu medlem af den lille eksklusive klub, der har skubbet en Lamborghini op ad Sunset Boulevard.

    Vi fik bilen ind på en sidevej, hvor der igen kom liv i gearkassen efter de obligatoriske 15 minutter.

    Min bror var i mellemtiden nået frem til Walk of Fame, så nu manglede vi bare det sidste stykke, inden vi kunne slutte os til resten af familien.

     

    Vi var nu få 100 meter fra målet. Vi skulle bare lige gennem et par små sidegader for at være fremme. Netop som vi kørte på, hvad der i bedste fald kan betegnes som en smal snusket gade, gik bilen i stå. ”Aaarg, ikke igen”, sagde Rasmus og jeg nærmest i munden på hinanden.

    Mexicanere sværmer åbenbart om Lamboer som fluer om l... for i løbet af no time stod en sådan igen ved siden af bilen. En mexicaner, altså.

     

    Han lignede bestemt ikke Guds bedste barn med guldkæder og ar i ansigtet. Her holdt vi så. Med slukket motor i en af verdens mest eftertragtede biler i LAs slumkvarter omgivet af mexicanske bander på udkig efter nemme penge.

    For nu at sige det på jysk, så var situationen mindre hensigtsmæssig. Bandelederen kom hen imod os med faste skridt.

    "You can't park here marrrn. Just leave the car here marrrn".

    Hvis vi var nervøse før, så rystede vi i bukserne nu.

    I håbet om at kunne få bilen i gear, drejede jeg desperat nøglen, hvorefter brølet fra de 510 netop løsslupne italienske fuldblodshingste kastedes rundt mellem murene i den smalle gyde.

    I det samme blev mexicanerens cool bandeleder-attitude forandret til et smil som på en 10-årig knægt, der lige har fået den nye Spyderman x3000 Firegun i julegave.

    Lamboens lydkulisse havde forandret ham fra en hårdkogt gangster, til det han i virkeligheden var, en storpludrende, venlig, ung mexicansk indvandrer, der arbejdede som tømrer på de store huse i Beverly Hills, og som bare måtte vide hver en detalje om Lamboen og vores liv i det mærkelige land, han aldrig havde hørt om.

    I løbet af de næste to timer styrede han som vores personlige bodyguard gadens trafik og wanabee-gangsters med hård hånd, indtil Michael fra udlejningsfirmaet endeligt fik kæmpet sig igennem den californiske myretue af et trafiksystem og frem til os. Sammen med Michael dukkede både Superman og Batman op "på scenen" for lige at hælde lidt superhelteenergi ud over superbilen. Men lige lidt hjalp det.

    Hverken Michael, vores nye mexicanske ven eller superheltene - på vej til arbejde i LAs forlystelsesparker - kunne rokke bilen ud af stedet. Bilen havde nu låst sig i første gear.

     

    ”Hmm. Skal jeg lade mine frustrationer få frit løb og give Michael et los bagi.”

     

    Hele miseren endte med, at Michael sendte os tilbage til vores hotel i hans Ford pickup truck, mens han fragtede Lamboen tilbage til udlejningsfirmaet på et fejeblad.

     

    Vi fandt aldrig Walk of Fame, kom aldrig tilbage til tunnellen, brugte alligevel det meste af dagen på bykørsel og nåede ikke at teste bilens topfart.

    Men vi har skubbet en orange Lamborghini Gallardo Spyder op ad Sunset Boulevard og det bedste af det hele:

    Denne begivenhedsrige dag var gratis, da udlejningsfirmaet valgte at refundere vores leje af bilen.

     

    Min bror, mine nevøer, sønner og jeg har nu et uafsluttet tunnelprojekt i Californien.

    Derfor vil jeg her til sidst citere staten Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger.

    ”I'll be barrrrg”.

     

     

    Lambo ud. Ford tilbage.

    Af en eller anden grund havde Michael et stort behov for at give mig en grundig instruktion i, hvordan automatgearet virker i en Ford Pickup Truck.

     

    PS.

    Har oplevelserne med den orange Lamborghini så kureret mig for superbils-bacillen.

    Nixen. Tværtimod.

    Jeg har aldrig rørt hårdere euforiserende stoffer end en fyraftensbajer, men nu ved jeg, hvordan et fix føles. Jeg vil ha' mere, mere, mere.

    Jeg er blevet lamboman og ryster allerede af abstinenser ind til mit næste fix.

     

    PS. PS.

    På vej hjem til Danmark i flyveren læste jeg Topgear Magazine.

    De skriver følgende om bilens sportsknap, som jeg aldrig trykkede ind.

    ”Bilen har en fantastisk lyd, men trykker du sportsknappen ind, bliver den 5 gange højere og endnu mere fantastisk”.

    Lad mig igen udtrykke mig på mit jyske modersmål. Træls.